I samarbejde med Musik-Cafeen viser Lønstrup Café Bio danmarkspremieren på Doxbios næste film: “Våbensmuglingen” onsdag den 4. juni kl 19.00 (bemærk tidspunkt)
‘Våbensmuglingen’ er en thriller, der fortæller den sandfærdige historie om danske Niels Holck og et af verdens største illegale våbennedkast.
En nat i december 1995 falder 4 ton våben ned fra himlen over en fjern landregion i Indien, uden spor af hvor de kommer fra, eller hvor de skal hen.
Få dage senere vender danske Niels Holck hjem til Danmark med en dyb hemmelighed.
Først da en engelsk civil MI-5 agent bliver anholdt i Indien, og står til dødsstraf for våbennedkastningen, går en stor international efterforskning i gang, og Niels’ navn dukker op.
Se filmen, der rekonstruerer våbennedkastningen i en nervepirrende fortælling om to mænd, der sætter livet på spil på en fælles mission – men med hver deres skjulte agenda. Og om den mørklægning og ansvarsfraskrivelse, der finder sted, da missionen mislykkes.
Producent: Fridthjof Film
Land: Danmark 2014
Længde: ca. 90 minutter
Sprog: Dansk og engelsk. Danske undertekster.