”I tider med aftagende lys” Musikgudstjeneste

Indlæser kort...

Dato/klokkeslæt
03/11/2020
19:30 - 21:30

Lokation
Lønstrup Kirke

Kategorier


I tider med aftagende lys
Musikgudstjeneste i Lønstrup kirke
tirsdag den 3. november kl. 19.30
 
”Mørk er november” hedder en af årstidens sange. Og den titel taler unægtelig sandt. Men mørkt er det også i mange henseender rundt omkring i den verden, vi lever i … og det ikke alene i november eller i en tid, hvor corona eller andre uheldsvangre fænomener er med til at sætte dagsordenen i både det store og det små. Men lyset er der også. Ikke alene ved vi, at det helt konkrete lys vender tilbage, når vi kommer til jul, men vi må tro, at der bag selv det tætteste mørke … også det mørke, som øjet ikke kan se, men som kan tynge nok så tungt i sindet … er noget, der peger mod en større horisont af lys, som ingen kan slukke.  Gudstjenesten vil i sang og musik, fortælling og tekster forsøge at indkredse det lys i og bag mørket.
    Mærkeligt at planlægge en musikgudstjeneste, der sædvanligvis vil være præget af masser af korsang og fællessang, uden at vide, om det overhovedet vil være muligt på det tidspunkt, hvor gudstjenesten skal afholdes, at samles ret mange, hvis flere skal synge sammen. Men forudsat at der i oktober er vide rammer for sanglige udfoldelser, vil Sogne-koret naturligvis medvirke under ledelse af Torben Warncke, ligesom der vil blive en række salmer, alle kan synge med på. Vil det ikke kunne lade sig gøre, skal det ikke forhindre, at der endda laves en gudstjeneste med både musik og sang; sangen dog i dette tilfælde kun fremført af solister og/eller et eller flere mindre ensembler.