Naturkatastrofen i Lønstrup 11. august 1877

Uddrag af Christian Peter Hougaards erindringer fra Lønstrup 1867-1877


  “I min barndom lå hele byen nede i dalen, man så den ikke, før man var lige ved. Kom man ad vejen fra Vennebjerg , førte vejen ret stejlt ned i dalen, passerede bækken, drejede så ad og fulgte dennes vestside forbi skolen, der lå klods op ad vejen, – senere forbi kroen, en lang lav, stråtækt bygning, med gavl ud mod vejen (denne er senere ombygget og kaldes Linnemanns hotel) længere fremme førte vejen forbi Segelckes store købmandsgård, straks derefter gik vejen atter over bækken, som herefter tog retning mere efter stranden og snart nåede denne gennem en dyb kløft i de høje klitter. Bag ved købmandsgården på den anden side af bækken, også i dalen, lå Kabels gård, firelænget, dens marker lå oppe på højlandet.

På toppen af skråningen, lige bag denne gård voksede der kodriver, – det eneste sted i byen de fandtes, og når de i forårstiden blomstrede, skulle vi børn nok huske at finde dem; vi syntes de var pragtfulde, – vi glemte dem aldrig. Jeg har mange, mange år senere været oppe på stedet for at se, om de var der endnu. Jo, de var der, lette at finde på den græsklædte bakketop. Vi kaldte dem “Marienøgler”. kort efter at bækken var passeret for anden gang, mødtes vejen med hulvejen, der førte op forbi møllen. Derudfor lå mit hjem på en forhøjning, hævet et par meter over vejens vestside.

Videre ad stranden til gik vejen forbi det hus, hvor redningsbåden og raketapparaternes opbevare3des, det var let kendeligt, det havde port i begge gavle, og på hver port var malet to korslagte Dannebrogsflag. Her nær ved stranden havde købmand Segelcke et stort treetages højt kornmagasin og pakhus.

Det sidste år vi boede i Lønstrup – 1877 – kom der sidst på sommeren et voldsomt skybrud over byen, mest over den nordlige del, nogle mente det var en ”skypumpe”, der udtømte sig over byen. Jeg husker intet om, at vandet kom, kun ganske tydeligt, at det var der og skyllede gennem byen; jeg kan endnu se den rivende strøm, der kom styrtende gennem den hulvej, der førte forbi møllen, for til sidst at forsvinde gennem bækken, der var svulmet op til en 4-5 m bred flod, der hurtigt gravede sig ned i sandbunden, undergravede bredderne og skyllede alt dette med ud i havet, hvor der længe efter var en lang og bred landtange, der dog ret snart var skyllet væk af bølgerne – For øvrigt kaldt vi dem ikke ”bølger”, vi kaldte dem ”søer”.

Efter et par timers forløb var det hele forbi, og bækken løb igen stille og roligt, men nu nede i bunden af en flere meter bred og dyb slugt.

 Nogle huse, der lå nær bækken blev undergravede og styrtede ned i strømmen, det meste indbo reddedes dog ud i tide, alle hjalp til. Jeg stod og så, hvorledes staldbygninger til købmandsgården blev undergravet. Pludselig væltede bygningen ned i strømmen, og dens tag, stoppende fuldt af hø og med rygningen nedad, sejlede af sted ud i havet og forsvandt! Et stort gammelt æbletræ fra købmandens have fuldt af æbler, kom også sejlende og forsvandt.

Af Kabels gård på den anden side af bækken gik et af husene, der ud mod og parallelt med denne, samt et stykke af hver af de to bygninger, der gik ud af bækken og forsvandt.

At denne voldsomme begivenhed vakte stor bestyrtelse både i byen og på egnen er selvfølgeligt; men ingen menneskeliv gik tabt, godt var det, at det skete om dagen; havde det været om natten var det blevet meget værre.

 Den lille bro, hvor vejen fører over bækken, blev naturligvis hurtigt skyllet væk; men en ny blev snart efter katastrofen, bygget af en tømrermester fra Hjørring, den hviler på svære pæle, som med rambukke er rammet ned i slugtens bund; jeg tilbragte mange timer med at se på dette arbejde. Denne dybe brede slugt, der blev dannet gennem byens nordre del var længe en seværdighed i byen, og er det endnu”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *