Lønstrup Biografteater festlig genindvielse

 Lønstrup Biograf Teater – Ny og frisk – En hyldest

 Tillykke du gamle så kom du dertil
Hvor skindet det rynker, skroget går til
dit ydre og dit indre har haft en bedre glød
Om sommeren var du varm og sprød
Om vinteren var du kold, utæt og rå
Men nu skul’ du make uppes, alt sku’ vi nå

Du fødtes så strunk og prægtig, et palads
og år efter år lyste op på byens plads
rejst i ’18, Lønstrups Kosmorama
  og byen fik sit drømmested for drama
Du gjorde det godt gav byen liv og lys
laterna magica, drama og gys

Tango i Paris, Bjergkøbing Grandprix
Poesi midt i hverdagens  arbejderi
En solplet i Lønstrup, et lys i det grå
Men folk, de fik fjernsyn, åh, åh
du blev næsten glemt og gemt
som er forladt elskerinde, slemt

Du stod og faldt hen, ingen så op til dig
stod blot der alene og gloed på en vej
færre besøg, men stadig klædt til fest
men hvor var en ven og en gæst
Ja, værre det blev, du lukkede ned
i ’76 med fred

Men snart stod der kunstnere ivrigt på spring
De tænkte psykedelisk og den slags ting
Gik til den med happenings og nyeste kunst
Og søgte ikke befolkningens gunst
Fabeldyr, hvaler, livmoder-skulpturer
de var vilde, og sikke de turde

Så i ’91 kom der lys og lyd
at du kom på anparter var en fryd
ikke kun film, men Den Blå Cafe
med retro-hygge en rigtig ide
Folk strømmed til, en helt særlig stil
started en æra så viril

Nu står vi så her, en ny tid begynder
nu er du frisk, med stil og med ynder
tak til dem, der frisked´dig op
de gjorde det flot, med sjæl og med krop
ildsjæl på ildsjæl har båret det frem
vi tænker taknem’ligt på dem

Vi er glade for men’sker og de gode stakater
som nu har gjort gavn i Lønstrups teater
Her vil vi nu  ”filme”, snakke og hygge
spise og feste, det rykker
//:vi favner hinanden og hylder vor’s ombyg
det holder fra sokkel til tagryg://

Tekst og melodi: Lars Jakobsen, Lønstrup

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *